Dårlig samvittighed, den skal du ikke lytte til… eller skal du?

Når nogen fortæller om, at de har dårlig samvittighed over et eller andet, lyder svaret ofte: Den skal du ikke lytte til! Eller: Den kan du ikke bruge til noget! Et velment forsøg fra modtagerens side på at sige, at du ikke skal ligge under for dine egne høje krav om perfektion eller hvad der ellers kunne ligge til grund for den dårlige samvittighed.

Og ja, det er ikke hverken sundt eller balanceret at ligge under for skæve eller urealistiske krav, som måske bunder i gamle overbevisninger om, at tingene skal være på en bestemt måde for at være acceptable og for at blive godkendt i et samfund så fyldt af krav om det perfekte, om at leve op til og præstere.

Men er det også ensbetydende med, at du aldrig skal lytte til den dårlige samvittighed eller ikke kan bruge den til noget? Hvis du tænker på din samvittighed som din indre vejleder, vil du så kun lytte til den, når den er ”god”?

Bellis 15

 
Samvittighed betyder samviden eller medviden. Der er nogle ting, du ved og er bevidst om og ud fra den viden, modtager du vejledning fra dig selv, fra din egen indre dybe viden. Din samvittighed.

Tænk, hvis vi ikke havde en samvittighed
Den er ikke altid sjov at lytte til… men tænk, hvis vi ikke havde en samvittighed. Så ville det være meget svært at få rettet op på alt det, vi mennesker gør ved os selv, ved hinanden og ved vores verden og at rette op på jordens tilstand. Fordi vi så ikke ville være åbne for at tage ved lære af vores handlinger.

Hvis vi aldrig lyttede til vores samvittighed om, hvad der dybest set for os hver især er rigtigt og forkert, ville vi have meget svært ved at flytte os ud af stedet og gå sundere veje.

Måske den dårlige samvittighed ikke er så dårlig alligevel
Når du har dårlig samvittighed, er det din indre vejleder, der taler til dig og når du lytter til den, lytter du til den del af dig, der ved. Dig selv. Og så er den måske ikke så dårlig alligevel. Den gode samvittighed. Om du vil lytte til andres råd og lade være med at lytte, er et valg kun du kan træffe, men ikke at lytte kan nogle gange også betyde søvnløse nætter, hvor dit indre ihærdigt vil prøve at få dig i tale.

Nogle gange er det den perfektionistiske stemme, der taler, nogle gange er det den stemme, der er bange for ikke at præstere godt nok, der taler eller en af de andre stemmer, der mest af alt trænger til at blive holdt om og taget sig af. Også det er en information fra dit indre, der gerne vil lyttes til.

Og andre gange er det måske en kærlig, ihærdig og vedholdende stemme fra dit indre, der fortæller dig, at der er ting, der kunne gøres anderledes. At der måske er ting, det ville være godt for dig at sige eller gøre anderledes. At der måske er andre og bedre eller sundere veje for dig at gå, også selvom du ikke umiddelbart kan få øje på dem.

Når du lytter til din samvittighed, uanset om du definerer den som god eller dårlig, lytter du til en del af dig selv, der gerne vil have dig i tale. Nogle gange ja, så er det fint at sige tak og sende den om på bagsædet og selv tage rattet og styringen tilbage og gå videre i dit liv. Andre gange er det både sundt, stærkt og befriende at være opmærksom og lytte til, hvad du selv siger og tage dig af det, så du kan stilne tankerne og bringe ro på første. Måske er der ting, det ville være sundt for dig at få øje på og erkende, så du kan give slip på det.

Det er godt at have en samvittighed.

Læs også “Sådan har jeg aldrig haft det før”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code