Når du lægger låg på og gemmer smerten væk

I 2002 oplevede jeg den store sorg, at min bror tog sit eget liv. Jeg havde tidligere som ganske ung også oplevet at en kæreste tog sit eget liv, og den traumatiske oplevelse havde jeg haft gemt væk i mange år.

Når et menneske kommer ud for svære udfordringer eller traumatiske oplevelser, kan det nemt komme til at lægge låg på oplevelsen. Det er en ganske naturlig reaktion, at man pakker ned og gemmer væk, indtil man er klar til at tage det frem og kigge på det.

Det kan være både godt og nødvendigt at lægge låg på, til man er klar til at møde det, fordi det simpelthen er for svært at håndtere på én gang, men følelserne eller smerten forsvinder ikke ved at gemme det væk.

Du kan langt hen ad vejen lære at leve med det, men at blive ved med at lægge låg på uden at sætte fri, gør livet svært og bliver du ved med at lægge til og på, kan det til sidst blive svært at bære og have store konsekvenser i dit liv.

Dronningebusk grøn baggrund 1

 
Vi har brug for at møde smerten
Når du møder smerten i stedet for at gemme den væk og bruge energi og kræfter på at holde låget nede, begynder du et stærkt samarbejde med dig selv. Du begynder at møde dig selv og alt det du også rummer af styrker, evner, kvaliteter og muligheder, og du begynder at sætte noget af al den energi fri, som du har brugt på at holde nede.

Det er helt naturligt, at vi som mennesker gemmer væk, når noget er sårbart, indtil vi er klar til at tage det frem i lyset og få det bearbejdet og healet. Det vigtigste er bare, at vi også får det frem på et tidspunkt, så det ikke bliver ved med at ligge i systemet og i kroppen og begrænse og gøre livet svært at leve.

Tiden alene læger ingen sår. Det, der læger, er når du tager dig af det, møder det og bringer lys ind i det. Så er det bevidstgørende og helbredende – og også en proces, der tager tid.

Ved at møde det, der er sket, det du gjorde og det du ikke gjorde, hjælper du dig selv med at sætte fri. Ved at have modet til at møde mørket og lyset i dig selv og i de oplevelser, du har haft, kan du hjælpe dig selv tilbage til livet.

Der, hvor du lever og ikke kun overlever.

Læs også Det tavse selvmord kræver tale – gratis e-bog

Det tavse selvmord kræver tale – gratis e-bog

Da min bror i oktober 2002 tog sit eget liv, skrev jeg en række digte for at hjælpe mig selv igennem min sorg. Allerede dengang var det i mine tanker, at digtene måske også ville kunne være en hjælp for andre mennesker og jeg har siden da flere gange læst nogle af dem op, når jeg har holdt foredrag for efterladte efter selvmord, men det er først nu, at jeg er klar til også at udgive dem.

At opleve et selvmord tæt på kan være en barsk oplevelse, der kan true et menneske på dets eksistens. Mange mennesker, der har oplevet et selvmord, risikerer selv at blive selvmordstruede. Derfor er der brug for, at vi taler og skriver om det, der er svært. Der er brug for, at vi tør sætte ord på døden og de svære følelser.

Busbjerg bog trappe

 
Der er brug for masser af kærlighed, omsorg, varme, støtte og tilgivelse. Så vi hjælper hinanden bedst muligt igennem kaos, sorg og mørke og så vi undgår, at vi selv eller mennesker, vi holder af, ikke bare bevæger sig på kanten af livet, men også bevæger sig ud over den.

Selvmord har været en stor del af mit liv
Min far var dybt alkoholiseret og truslen om selvmord hang i luften. Da jeg var i starten af 20’erne boede jeg sammen med en kæreste, der tog sit eget liv, da jeg gjorde vores forhold forbi. Og i 2002 tog min bror sit eget liv. Jeg har også selv gået på kanten.

Det første selvmord havde jeg ikke helt fået taget mig af eller bearbejdet, så da min bror også tog sit eget liv, truede det med at vælte mig. Benene blev rykket væk under mig og mit liv føltes som kaos. Heldigvis var jeg forinden startet med en god, sund og givende proces med personlig udvikling og med at komme tilbage til livet og det blev min redning. Denne gang ville jeg ikke gemme væk og fortrænge. Denne gang ville jeg tage mig af det og rydde op i mit liv. Jeg kunne ikke andet.

Tro på dig og din vej
Tro på, at du har styrken med dig til at håndtere det, som livet byder dig. Uanset hvad du har med dig, uanset hvad du har oplevet og uanset hvordan du har det, så er det altid muligt at få et bedre liv. Der er altid noget, du kan gøre, og der er altid en vej at gå.

Gratis e-bog – Det tavse selvmord kræver tale

Klik på billedet, så kan du gratis downloade e-bogen

Det tavse selvmord kræver tale digte e-bog Lisbeth MahnkopfMåske har du selv mistet en, du holder af, måske har du selv oplevet et selvmord tæt på eller måske er du en af dem, der bare gerne vil lytte. Uanset din grund til at læse med, så håber jeg, at digtene kan røre, hjælpe og inspirere dig på din vej.

Jeg giver dem ud i en ånd af kærlighed og beder om, at de bliver modtaget som sådan. Kan du bruge dem, så tag dem til dig. Kan du ikke, så lad dem blot gå.

Kender du nogen, som måske kunne have glæde af digtene, må du meget gerne dele dette blogindlæg. Måske kan de gøre en forskel i et andet menneskes liv.

De bedste hilsner
Lisbeth Mahnkopf