Er det dig, der styrer?

”Sikke dog en forskel. Jeg gør det samme, som jeg gjorde før, men nu vælger jeg det. At jeg vælger, hvad jeg gør, i stedet for bare at gøre det, betyder, at det nu ikke længere er det, der styrer mig. Det er mig, der styrer det.”

En udtalelse fra en klient, som tog styringen tilbage. Hun følte sig styret af sine handlinger, men ved bevidst at beslutte sig for, hvad hun ville og ikke ville, fik hun vendt hele situationen, så det nu er hende, der vælger og beslutter.

Læs videre “Er det dig, der styrer?”

Medicin og lægekunst kan være mange ting

Jeg hørte et klip med Søs Egelind, om at hun havde selvmedicineret sig, da hun var syg. At selvmedicinere er et udtryk, der meget nemt kan få en negativ klang som i at det ikke er helt okay, at det er lidt forbudt og ikke så smart. Vi skal jo ikke rende og medicinere os selv. Eller skal vi?

Det er klart, at taler vi kemisk medicin, så er det ikke smart at eksperimentere, ligesom der naturligvis også kan være mange andre ting, man skal være opmærksom på, uanset medicinform. Nøjagtigt ligesom der er i alle livets forhold.

Læs videre “Medicin og lægekunst kan være mange ting”

Du er din egen bedste hjælper og vejleder

“Du skal huske at lytte til dig selv,” siger vi gerne til andre og glemmer måske at lytte til vores egen indre stemme. Så hvis det er et godt råd at give andre, er det måske ikke så tosset endda også at give dig selv.

“Du skal tro på dig selv,” siger vi også gerne til andre og de to ting hænger sammen. Når du øver dig på at lytte til dig selv, vil du også opbygge en større tillid til dig selv, til din indre stemme og til dine egne impulser og dermed tro mere på, hvad du oplever og hvad du mærker er rigtigt for dig.

Når du lytter til dig selv og din egen indre stemme, er det det samme som at hjælpe dig selv. Vi har brug for hinanden og for at hjælpe hinanden, men vi har også brug for at tage os af os selv og hjælpe os selv i stedet for at spænde ben og sabotere gode ønsker og intentioner.

Påskeliljer 2

 
Brug din indre GPS
Den bedste hjælper og vejleder, du har i dit liv, er dig. Ingen andre kender din vej og det, du har med dig, så godt som dig, og du har din egen indre GPS, som gerne giver svar og leder dig på vej, når du lytter til den og stoler på den.

Derfor er en af de allervigtigste ting, når det drejer sig om at hjælpe dig selv, at begynde at lytte til dig selv og at opbygge en indre tro på det, du oplever dybt indefra. At begynde at flytte opmærksomheden indenbords, så du bedre kan mærke, sanse og opleve, hvad det er, din indre vejledning fortæller dig.

Øvelse og daglig praksis
For langt de fleste mennesker er dét at lytte til sig selv ikke altid bare lige noget, man beslutter sig for og så gør. Som alt andet kræver det også træning og øvelse. I vores del af verden er vi generelt set meget fokuserede udad på materielle ting, alt det fysiske og det, vi kan bevise, og det kan derfor være en stor udfordring for mange at begynde også at flytte opmærksomheden indenbords.

Og det er nødvendigt, hvis du gerne vil lytte til dig selv og tro på dig selv. Så er du nødt til at have dig selv med og øve dig på og vænne dig til at have opmærksomheden både udenfor og indeni.

Til gengæld er der en guldgrube af viden, svar, indsigter og informationer fra dig til dig, når du gør det. Et skridt ad gangen.

At opsøge hjælp kan også være at hjælpe dig selv
I vores kultur kan vi have en tendens til at se på dét at have brug for hjælp eller at række ud efter hjælp som et svaghedstegn, og hvilken begrænsning, vi dermed sætter for os selv. At erkende, at vi ikke behøver stå alene, at erkende at vi er her for at hjælpe både os selv og hinanden, indeholder megen styrke og frihed.

Når du opsøger inspiration, hjælp, vejledning, undervisning eller støtte, er det i høj grad også at hjælpe dig selv og med den indgangsvinkel vil du samtidig opbygge større tillid til og tro på dig selv, fordi du bevidst er med, lytter og træffer de valg, der er rigtige for dig.

Når du lægger låg på og gemmer smerten væk

I 2002 oplevede jeg den store sorg, at min bror tog sit eget liv. Jeg havde tidligere som ganske ung også oplevet at en kæreste tog sit eget liv, og den traumatiske oplevelse havde jeg haft gemt væk i mange år.

Når et menneske kommer ud for svære udfordringer eller traumatiske oplevelser, kan det nemt komme til at lægge låg på oplevelsen. Det er en ganske naturlig reaktion, at man pakker ned og gemmer væk, indtil man er klar til at tage det frem og kigge på det.

Det kan være både godt og nødvendigt at lægge låg på, til man er klar til at møde det, fordi det simpelthen er for svært at håndtere på én gang, men følelserne eller smerten forsvinder ikke ved at gemme det væk.

Du kan langt hen ad vejen lære at leve med det, men at blive ved med at lægge låg på uden at sætte fri, gør livet svært og bliver du ved med at lægge til og på, kan det til sidst blive svært at bære og have store konsekvenser i dit liv.

Dronningebusk grøn baggrund 1

 
Vi har brug for at møde smerten
Når du møder smerten i stedet for at gemme den væk og bruge energi og kræfter på at holde låget nede, begynder du et stærkt samarbejde med dig selv. Du begynder at møde dig selv og alt det du også rummer af styrker, evner, kvaliteter og muligheder, og du begynder at sætte noget af al den energi fri, som du har brugt på at holde nede.

Det er helt naturligt, at vi som mennesker gemmer væk, når noget er sårbart, indtil vi er klar til at tage det frem i lyset og få det bearbejdet og healet. Det vigtigste er bare, at vi også får det frem på et tidspunkt, så det ikke bliver ved med at ligge i systemet og i kroppen og begrænse og gøre livet svært at leve.

Tiden alene læger ingen sår. Det, der læger, er når du tager dig af det, møder det og bringer lys ind i det. Så er det bevidstgørende og helbredende – og også en proces, der tager tid.

Ved at møde det, der er sket, det du gjorde og det du ikke gjorde, hjælper du dig selv med at sætte fri. Ved at have modet til at møde mørket og lyset i dig selv og i de oplevelser, du har haft, kan du hjælpe dig selv tilbage til livet.

Der, hvor du lever og ikke kun overlever.

Læs også Det tavse selvmord kræver tale – gratis e-bog

Det tavse selvmord kræver tale – gratis e-bog

Da min bror i oktober 2002 tog sit eget liv, skrev jeg en række digte for at hjælpe mig selv igennem min sorg. Allerede dengang var det i mine tanker, at digtene måske også ville kunne være en hjælp for andre mennesker og jeg har siden da flere gange læst nogle af dem op, når jeg har holdt foredrag for efterladte efter selvmord, men det er først nu, at jeg er klar til også at udgive dem.

At opleve et selvmord tæt på kan være en barsk oplevelse, der kan true et menneske på dets eksistens. Mange mennesker, der har oplevet et selvmord, risikerer selv at blive selvmordstruede. Derfor er der brug for, at vi taler og skriver om det, der er svært. Der er brug for, at vi tør sætte ord på døden og de svære følelser.

Busbjerg bog trappe

 
Der er brug for masser af kærlighed, omsorg, varme, støtte og tilgivelse. Så vi hjælper hinanden bedst muligt igennem kaos, sorg og mørke og så vi undgår, at vi selv eller mennesker, vi holder af, ikke bare bevæger sig på kanten af livet, men også bevæger sig ud over den.

Selvmord har været en stor del af mit liv
Min far var dybt alkoholiseret og truslen om selvmord hang i luften. Da jeg var i starten af 20’erne boede jeg sammen med en kæreste, der tog sit eget liv, da jeg gjorde vores forhold forbi. Og i 2002 tog min bror sit eget liv. Jeg har også selv gået på kanten.

Det første selvmord havde jeg ikke helt fået taget mig af eller bearbejdet, så da min bror også tog sit eget liv, truede det med at vælte mig. Benene blev rykket væk under mig og mit liv føltes som kaos. Heldigvis var jeg forinden startet med en god, sund og givende proces med personlig udvikling og med at komme tilbage til livet og det blev min redning. Denne gang ville jeg ikke gemme væk og fortrænge. Denne gang ville jeg tage mig af det og rydde op i mit liv. Jeg kunne ikke andet.

Tro på dig og din vej
Tro på, at du har styrken med dig til at håndtere det, som livet byder dig. Uanset hvad du har med dig, uanset hvad du har oplevet og uanset hvordan du har det, så er det altid muligt at få et bedre liv. Der er altid noget, du kan gøre, og der er altid en vej at gå.

Gratis e-bog – Det tavse selvmord kræver tale

Klik på billedet, så kan du gratis downloade e-bogen

Det tavse selvmord kræver tale digte e-bog Lisbeth MahnkopfMåske har du selv mistet en, du holder af, måske har du selv oplevet et selvmord tæt på eller måske er du en af dem, der bare gerne vil lytte. Uanset din grund til at læse med, så håber jeg, at digtene kan røre, hjælpe og inspirere dig på din vej.

Jeg giver dem ud i en ånd af kærlighed og beder om, at de bliver modtaget som sådan. Kan du bruge dem, så tag dem til dig. Kan du ikke, så lad dem blot gå.

Kender du nogen, som måske kunne have glæde af digtene, må du meget gerne dele dette blogindlæg. Måske kan de gøre en forskel i et andet menneskes liv.

De bedste hilsner
Lisbeth Mahnkopf

Mød dig selv

Mange mennesker har det svært og rigtig mange mennesker støder panden mod en mur i det, vi kalder det etablerede system. Simpelthen fordi det er et system. Et system og en form, som primært er baseret og grundlagt på nyere og videnskabelig viden og facts, der kan måles og vejes. Et system og en form, som langt hen ad vejen har glemt mange af de menneskelige og universelle evner, kvaliteter og selvhelbredende kræfter, vi helt naturligt er i besiddelse af og omgivet af på vores rige jord.

Iboende evner og kvaliteter, vi har valgt at kalde alternative i stedet for naturlige. Iboende evner og kvaliteter, der bare venter på at blive husket og vækket til live igen.

Bakkerne træer 1

 
Uanset, hvordan du har det og hvad du har oplevet på din vej, så vil der altid være noget, du kan gøre. Det er altid muligt at få et bedre liv med større balance og klarhed. Du behøver ikke nødvendigvis at nøjes med, du behøver ikke nødvendigvis at leve med. Du kan gøre noget og uanset hvad du har med dig, så har du også det, der skal til for at gå vejen. Du har allerede svarene med dig indeni. Tro på dig, på din egen indre dybe viden og på din vej. Tro på, at du er i stand til at komme i kontakt med den del af dig, der ved. Fordi du har den med dig.

Tillid til processen
At udvikle sig er en proces, der kræver beslutsomhed, mod, villighed, vedholdenhed og tillid, men det er alt sammen evner og kvaliteter, du allerede har med dig og som du vil udvikle og sætte mere fri efterhånden som du går vejen.

Ligesom når du kører bil i mørke, hvor du kun kan se det stykke vej, der er lyst op af bilens lygter, men du ved og stoler også på, at lyset flytter sig med, efterhånden som du kører.

I stedet for at kræve af dig selv, at du skal kunne se hele vejen frem, så hav tillid til, at lyset på din vej også flytter sig i takt med at du går, og selvom du synes, vejen er uklar, så stol på, at den vil åbne sig for dig i takt med, at du går den.

Det er dig selv, du vil møde
Tro på, at når du tager en beslutning om at opsøge hjælp også udenfor den ”etablerede form”, så giver du dig selv muligheden for at møde netop de sider af dig selv, som måske har været undertrykt og som du måske ikke har været i så god kontakt med eller ikke helt har turdet tro på.

At gå ind i et forløb med naturlig helbredelse og personlig udvikling kan være den største gave, du kan give dig selv. Og uanset, hvad du har oplevet og hvordan du har det, så er der altid en vej at gå og altid noget, du kan gøre. Det er en stærk vej at gå; at møde sig selv.

Energien følger opmærksomheden

Der, hvor du har din opmærksomhed, der går din energi.

Hvis det regner, er du måske træt af det og irriteret over, at solen ikke skinner. Eller måske er du glad og taknemmelig over at bo i et land, hvor vi er så velsignede, at der indimellem falder vand fra himlen, eller måske er du neutral og konstaterer blot, at det regner. Du kan slås med, at det regner, indtil det ikke regner mere eller du kan sige pyt og gå videre i din dag.

Der er mange muligheder og valg, men der, hvor du har din opmærksomhed, der går din energi. Energien følger opmærksomheden. Spørgsmålet er så, hvad du ønsker at give din energi og ikke mindst hvilken energi, du ønsker at give det. Hele din oplevelse afhænger af, hvilken energi du giver det.

Busbjerg 22

 
Du kan vælge, om du vil give regnen en masse negativ og tung energi eller om du vil være taknemmelig for vandet, det grønne og friske eller om du bare vil lade det regne, som det regner. Regnen bliver formentlig ikke så meget forandret. Men det gør din oplevelse, din energi og dit velbefindende til gengæld.

Det er alt sammen din helt egen unikke oplevelse, alt efter hvor du har din opmærksomhed, hvad du giver din energi og hvilken energi, du giver det. Giver du energi til det, der dræner eller til det, der løfter?

Træk energien tilbage til dig selv
Når du er opmærksom, trækker du energien tilbage til dig selv. Der, hvor du har mulighed for at træffe bevidste valg og agere frem for at reagere. Der, hvor du har mulighed for at møde dig selv og alt det, du også indeholder. Det er svært at møde sig selv, og dermed også andre, hvis man ikke er hjemme.

Når du trækker energien tilbage til dig selv og er opmærksom, er du nærværende og tilstede og herfra kan din oplevelse få lov at udvide sig. Når du er opmærksom, åbner du dig mere for både dig selv og det, der omgiver dig og får mulighed for at komme i kontakt med andre og dybere dele af dig selv, for at blive mere bevidst og dermed klogere på dig selv.

Tænd opmærksomhedsknappen
Prøv at forestille dig, at du flytter din opmærksomhed til dit hjerte og det område, hvor dit hjerte sidder og forestil dig nu, at du ligesom tænder din indre opmærksomhedsknap. I samme øjeblik går du fra ubevidst til bevidst. I samme øjeblik giver du dig selv mulighed for at begynde at opleve og opfange mere af det, der sker i dig selv og omkring dig, fordi du er mere nærværende, opmærksom og til stede.

Du vil kunne opfange flere tegn og informationer, både fra dig selv, fra din egen indre dybe viden, fra naturen og fra de mennesker, dyr, ting og situationer, du er i eller er sammen med, og du giver dig selv mulighed for at møde andre og dybere sider af dig selv. En stærk og sund vej til at lade det indre og det ydre arbejde sammen, til at opnå større bevidsthed og nærvær og til at være et rigtigt godt og stærkt sted; hjemme i dig selv.

Hvilken vej skal jeg gå?

At sætte dig mål i dit liv er et super godt og stærkt redskab, du med stor fordel kan tage til dig, hvis du vil forandre, finde vej og have større klarhed og tilfredshed. At sætte dig mål er det samme som at udstikke en retning, du kan gå.

Jeg vil starte med et citat fra Alice i Eventyrland:

Alice: Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå herfra?
Filurkatten: Det afhænger en hel del af, hvor du gerne vil hen
Alice: Det er lige meget
Filurkatten: Så betyder det ikke så meget, hvilken vej du går

Hvis du ikke ved, hvor du er på vej hen, hvordan kan du så vide, hvilken vej, du skal gå? Hvis du ikke har en retning at gå efter, hvordan skal du så vide, hvilke skridt du skal tage og hvilke valg, du skal træffe?

Strand Lisbeth

 
Hvis du står og kigger dig omkring og ikke helt ved, hvilken retning, du skal gå, sætter du meget nemt dig selv i en vanskelig situation, for hvilke skridt skal du så vælge at tage? Når retningen er uafklaret, bliver de skridt, du tager også nemt uafklarede og resultatet det samme.

Jeg møder jævnligt mennesker, som gerne vil have hjælp til at komme ud af en situation, de oplever som fastlåst og går i ring. Det kan have mange, også dybereliggende, årsager, men en af dem kan meget nemt være, at han eller hun ikke har gjort sig konkrete overvejelser om, hvor vejen skal gå hen hen, og hvis der ikke er stukket en ønsket og klar retning ud, er det heller ikke nemt at træffe de beslutninger eller gøre de ting, der netop ville kunne støtte op om en mere klar vej at gå.

”Hvilken vej skal jeg gå?”
”Det afhænger en hel del af, hvor du gerne vil hen.”

At sætte sig mål og pege en retning ud kan for mange opleves som en stor udfordring og en stor opgave at gå i gang med. Men ikke desto mindre er det en sund, stærk og meget givende proces at begynde at forholde sig til, hvad det egentligt er, du ønsker at få ud af livet, for når du forholder dig til dine mål, forholder du dig også til dig selv.

Hvem er jeg, hvad kunne jeg tænke mig, hvad betyder noget for mig, hvad er vigtigst for mig, hvad er mine prioriteringer? Er jeg tilfreds med tingene, som de er? Der er mange spørgsmål, der melder sig på banen, når du begynder at forholde dig til dig selv på den måde. Sunde, reflekterende spørgsmål, der måske nok kræver et stykke arbejde for dig at gøre, men som ikke desto mindre formentlig kommer til at spare dig for rigtig meget arbejde og for rigtig mange af de ekstra skridt, frustrationer, utilfredshed og ressourcer, du ellers ville skulle bruge ved at gå i ring og ikke rigtigt komme videre.

Det er stærkt – du kan også gøre det sjovt og meningsfuldt
Når du arbejder med at sætte dig mål, så prøv at dele det op i bidder og at gøre det til et spændende, udfordrende og ikke mindst livsbekræftende projekt. Noget, der vil bringe dig glæde og større klarhed og tilfredsstillelse, og som vil sætte dig i kontakt med mange positive aspekter af dig selv; dit mod, din indre styrke, handlekraft og evne til at tage ansvar for dit liv.

Prøv at se langt frem, måske 5-10 år. Hvordan vil du gerne have det om 5-10 år? Hvordan vil du gerne, at dit liv ser ud om 5-10 år? Det kan være helt praktiske og konkrete ting som for eksempel hvor du gerne vil bo, hvor du gerne vil arbejde, om du er gift, bor alene, har børn, dyr, uddannelse, økonomi m.v. Det kan også være personlige livsstilsmål, som for eksempel at ville leve sundt, træne, tabe dig, holde op med at ryge, spise økologisk, leve bæredygtigt, bruge mere tid på dig selv og din familie m.v. Eller det kan være lidt mere uhåndgribelige, personlige, åndelige og følelsemæssige mål, som for eksempel et ønske om at leve i bedre balance med dig selv, at hvile mere i dig selv, at have det godt følelsesmæssigt, at rydde op i dit liv, bidrage til en bedre verden m.v.

Prøv også at se lidt tættere på, måske et år eller to. Hvor vil du gerne være om et år? Hvordan skal dit liv se ud om et år? Og endelig, hvad er dit mål indenfor den allernærmeste fremtid? Hvad vil du gerne have gjort for eksempel indenfor det næste halve år, den næste måned, den næste uge, i morgen eller i dag?

Du kan gøre det overordnet eller du kan gøre det detaljeret. Nogle gange er det en fordel at holde sig til de store linjer, andre gange kan det være godt at gå så meget i detaljer som muligt, visualisere, forestille dig og på den måde aktivt skabe. Det afhænger helt af, hvor du er i processen og hvad der lige på det tidspunkt falder dig nemmest og rigtigst.

En horisont at gå efter
Jeg oplever, at mange mennesker har en modstand mod at sætte sig mål, fordi de føler, de låser sig fast. Men et mål behøver ikke nødvendigvis at være fastlåst, tværtimod er det godt også at betragte sine mål som levende og foranderlige. Som horisonter, du har at gå efter, men som forandrer sig i takt med, at du går. Måske når du aldrig dine mål, og det er heller ikke altid det vigtigste. Bare du har en horisont at gå efter.

Strand Lisbeth 1

 
Derfor kan det også være både sundt og nødvendigt indimellem at tage sine mål op til revision. Er det stadig den vej, jeg ønsker at gå eller har jeg brug for at justere kursen? Måske har jeg endda nået flere af mine mål eller delmål på vejen? Måske har jeg allerede flyttet mig så meget, at vejen nu ser helt anderledes ud. Måske har jeg slet ikke flyttet mig og kan have brug for nogle mere enkle delmål på vejen for at være i stand til at komme i gang. Måske har jeg mødt så store udfordringer og modstand i mig selv, at jeg har brug for hjælp til at tackle dem. Alt sammen en del af vejen.

Det her – eller det, der er bedre
“Jamen, det er også vigtigt bare at give slip, ikke låse sig fast og følge flowet.” Ja, det er også vigtigt. Der er en tid til alt og nogle gange har vi brug for bare at følge med, andre gange har vi brug for at skabe struktur, og nogle gange begge dele. At følge flowet er stærkt, når du er i kontakt med det. Hvis ikke, er det stærkt at tage ansvar, sætte mål og stikke en retning ud.

En god ting at gøre for ikke at komme til at låse sig for meget fast på målet kan være at sige: Jeg ønsker mig det her eller det, der er bedre.

På den måde åbner du for muligheden af, at der kan ske helt andre ting i dit liv, end du på nuværende tidspunkt er i stand til at forestille dig. Du åbner for muligheden og erkendelsen af, at der måske er veje, du nødvendigvis må gå, før du kan komme til det, du gerne vil. Du åbner for større kræfter, for livet og universet omkring dig samtidig med, at du ikke bare helt slipper tøjlerne og lader vinden blæse dig, hvor den vil.

Du kan reagere eller agere
Mange ledere og virksomheder er fuldt committede til betydningen af at sætte sig mål og til løbende at justere målene. Når du også tager værdien af at udstikke retninger til dig i dit eget liv, vil du hjælpe dig selv til at bedre at kunne træffe valg og vælge vej, samtidig med, at du også udfordrer dig selv til at møde det, du stadig har brug for at møde, for at komme til dit mål.

Når du sætter dig mål og committer dig til dem, giver du dig selv mulighed for at træffe bevidste valg. Du sonderer terrænet, vurderer for og imod og træffer et valg. Et bevidst valg, hvor du har mulighed for at agere i stedet for ubevidste valg, som rigtig mange menneskers liv er så fyldt med og som mange gange betyder, at man kan komme til at reagere frem for at agere. Når du handler fra dine følelser, reagerer du og det er ikke altid lige hensigtsmæssigt. Når du handler fra dit center, agerer du fra et bevidst sted, hvor du bedre kan stå inde for dine valg og handlinger.

Ved at forholde dig til, hvilke mål, du gerne vil gå i retning af i dit liv, forholder du dig til dig selv. Du viser dig selv, at du tager dig alvorligt, du tager ansvar og du hjælper dig selv til at blive mere tydelig og klar.

Det betyder ikke, at tingene og valgene altid bare bliver lette, men at du overordnet ved, hvilken vej, du vælger at gå.

Beslut dig, inden du beslutter dig

Jeg møder tit mennesker, der har besluttet noget, som så alligevel ikke lykkes. Mennesker, der har besluttet, at nu vil de holde op med noget og så går der ikke så lang tid, så starter de igen.

Når du træffer beslutninger, tager du ansvar for dit liv og hjælper dig selv, og det er der en stor styrke i. Hvis beslutningen vel at mærke er en beslutning, du står inde for med hele dig.

Blomster 16

 
Mange gange, når man igen starter med at gøre noget, man var holdt op med, så er det fordi, beslutningen ikke helt var taget. Tit bliver det, hvad jeg kalder for prøvebeslutninger, og der er ikke så megen saft og kraft i beslutninger, der bygger på nu-prøver-jeg-og-så-må-vi-se-om-det-holder. Så er der allerede en stemme indeni, har ligesom har erklæret: Jeg er altså ikke helt så sikker på det her, så jeg sætter lige et forbehold – eller to – ind. Hvis jeg nu ikke kan holde det alligevel.

Det er godt med erfaringer, så prøvebeslutninger kan bestemt også have deres berettigelse og være vigtige skridt på vejen og virke som forberedelse frem mod en endelig beslutning. Men, hvis du vil holde og have det til at holde, uden at du i årevis skal kæmpe, mangle og savne og hele tiden leve med risikoen for at starte igen, så kræver det en beslutning.

En beslutning med stort B
Blot som eksempel vil jeg her bruge rygning, men du kan også føre det over på andre ting.

Jeg bliver jævnligt spurgt, om jeg kan få et en at holde op med at ryge. Nej, det kan jeg ikke. Hvis du ønsker at holde op med at ryge, så er der kun én, der kan holde op, én, der kan beslutte sig og det er dig. Når jeg siger, at det er der kun én, der kan, svarer de fleste da også: Ja, det er nok mig selv.

Til gengæld kan jeg hjælpe dig med at komme frem til beslutningen, til at sætte de ting fri, der ligger til grund for at, du ryger, til at give slip på behovet for at ryge og troen på, at du ikke kan leve uden og støtte og hjælpe dig til holde fast i din beslutning. Så du aldrig kommer til at ryge igen. Fordi du vælger det, og fordi du ikke ønsker det.

Vi er mange gange så vant til i vores del af verden og i den tid, vi lever i, at hvis der er noget, der plager os, så må vi finde noget eller nogen, der kan fjerne det. Det kan være lægen, det kan være medicin, en operation eller en maskine eller ting, der kan sørge for, at vi kan slippe det, der er svært.

Og det er jo heldigvis en gave og en mulighed, vi har og nogle gange er det også både helt på sin plads og godt at vi kan få hjælp til at slippe det svære, men nogle gange kan det også betyde, at vi kan komme til at give slip på ansvaret og vores handlekraft og overlade styringen af vores liv til en autoritet udenfor os selv.

Hvis der nu var en, der fik dig til at holde op med at ryge, uden at du selv var helt med i processen, kunne der måske også være meget, du gik glip af. Samtidig med, at det ville være meget nemt for dig at starte igen, når du møder modstand eller udfordringer på din vej. Situationer, hvor du plejer at gribe ud efter cigaretterne, og som du ikke ville være forberedt på at tackle, fordi du ikke ville have taget dig af dem, inden du stoppede.

Træ forår

 
Stop uden at savne, mangle, have behov for eller ønske om at gå tilbage til
Det er ikke så meget selve beslutningen, der er svær. Når du er klar til at tage den, er det så meget lettere. Når du har taget den, er det så meget lettere. Det, der kan være en stor udfordring og kræver en vej at gå, er at komme frem til beslutningen. Derfor handler det heller ikke altid så meget om at presse en beslutning frem nu og her, men lige så meget om at hjælpe og støtte dig selv og indstille dig på at gå den vej, der er nødvendig, så du kan komme frem til den. Så du kan forberede dig selv på at beslutte de nye og gode skridt, du ønsker at tage i dit liv.

Så du kan beslutte dig for at holde op. Punktum.

Når du selv vælger at holde op med at ryge, når du selv træffer en beslutning med stort B, når du stopper, fordi du ikke længere ønsker det, så har du gået et sundt og godt stykke vej inden i dig selv, gjort op, taget stilling, valgt og stået inde for det valg. Så behøver du aldrig mere at savne det. Så behøver du aldrig mere at føle, at du mangler noget i dit liv. Så behøver du aldrig mere at starte igen, uanset hvad du møder på din vej. Fordi så VED du, at du ikke ryger mere. Ikke fordi du ikke må, men fordi du ikke længere ønsker det.

Når du tager en beslutning med stort B, følger der en enorm styrke med, fordi du selv tager ansvar for dit liv og selv træffer nye og sundere valg for den vej, du vil gå. Det er en enorm styrke, som du ville misse, hvis det var en maskine, noget medicin eller en anden person, der fik dig til at holde op.

Du kan støtte dig op af andre og af noget og skal endelig gøre det, fordi det jo også er at tage ansvar og hjælpe dig selv, men beslutningen skal komme indefra. Så holder den.