At ville sig selv

Ligesom man ikke bliver ikke-ryger af at stoppe og begynde igen og ligesom man som regel ikke taber sig, når man efter en slankekur spiser og lever som man plejede at gøre, så kan man heller ikke bare regne med, at dårligdommene og de negative tanker forsvinder efter at have mediteret en mandag, have løbet en tur en tirsdag, læst en selvhjælpsbog eller været på et kursus i personlig udvikling.

Den amerikanske forfatter og foredragsholder Zig Ziglar har sagt: “Folk siger ofte, at motivation ikke holder. Nej, og det gør badning heller ikke – det er derfor vi anbefaler det dagligt.”

Det kræver en daglig praksis og nye rutiner at ændre på sit liv. Det kræver et ændret fokus og at man er villig til at arbejde med sig selv, sine tanker og overbevisninger. Man bliver bedst ikke-ryger ved at stoppe med at ryge og sætte punktum. Man taber sig bedst ved at ændre kost og livsstil og arbejde med de bagvedliggende årsager. Man ændrer bedst sit liv til det bedre ved at committe sig til det og hjælpe sig selv.

Jeg bliver ind imellem kontaktet af mennesker, som gerne vil have min hjælp til at løse et eller andet problem, fysisk eller psykisk, men som ikke har indstillet sig på at ændre det, der har skabt problemet. Så bliver min hjælp ofte kun midlertidig, fordi de går tilbage og skaber det samme igen.

Det behøver ikke være vanskeligt. Det behøver ikke betyde store hurdler. Det behøver ikke nødvendigvis betyde, at man fra dag ét skal meditere, spise sundt, drikke vand, motionere, arbejde med sine tanker, gå på kurser, skabe mere tid, tyde drømme, få behandlinger, kosttilskud og homøopati. Allerede der bliver projektet som regel uoverskueligt.

Første skridt kan være at kigge på sine prioriteter. Hvad er vigtigst lige nu? Hvilken dør vælger du at gå ind ad? Livet er en proces, og ting tager tid. At ændre en tanke eller handling, at indføre et nyt ritual, at begynde at udfordre det, du indtil nu har troet var sandt, kan være nok. At gå en tur kan være nok til at komme i gang. At se på det, du er god til kan være nok til at flytte dit fokus. At skrive dine tanker ned kan være en god starter. At opsøge hjælp, og tage imod den, kan være det, der får dig i gang. Enhver bevidst ændring, ethvert bevidst valg i retning af det liv, du gerne vil leve, kan være nok til en start. Til gengæld er der brug for, at du bliver ved med at tage et skridt i den retning, som er den rigtige for dig.

Vi er nødt til at ville os selv og committe os til os selv og tage de skridt, der er nødvendige for at skabe et bedre liv. Et liv, hvor vi har plads til os selv og dermed også plads til andre. Et liv, hvor vi vælger livet, for i sidste ende handler det mest af alt om, at vi lærer at holde af os selv og udtrykke den, vi er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code