Hver dag er der mennesker, der opgiver håbet og tager deres eget liv og de, der oplever et selvmord, kan nemt selv havne der. Hver dag er der mennesker, der bliver udsat for traumatiske oplevelser eller som måske bærer på dem fra tidligt i deres liv. Det kan være udsendte, det kan være udsatte, det kan være alle, som du og jeg, der har oplevet ting i livet, som har efterladt traumer på krop og sjæl og som måske nu oplever øget sårbarhed, sorg, stress, angst, depression, tankemylder eller PTSD, posttraumatisk stress.
Jeg har selv haft både selvmord og andre traumatiske oplevelser inde på livet og deler i foredraget noget af min egen historie og erfaringer og fortæller om, hvordan disse oplevelser har påvirket og forandret mit liv.
Uanset om du er efterladt efter et selvmord, eller om du har oplevet andre traumatiske ting, kan sådanne oplevelser efterlade sig dybe spor og det kan være en lang proces at bearbejde. Der kan være mange modstridende følelser og oplevelser, og også indbyrdes i familie, vennekreds eller omgivelser kan forhold og samspil blive udfordret.
Foredraget handler om vores samfund og døden, om selvmord og hvad der sker i kroppen og systemet, når vi oplever det, om overgreb og traumer og om tabuer og de mange følelser og spor, det kan bringe med sig.
Gamle, ubearbejdede oplevelser sidder i kroppen, i cellerne og hele systemet, indtil vi igen er klar til at møde og tage os af det svære. Det kan for mange mennesker tage mange år og en lang vej at gå at komme frem til, og der er ingen alder eller tid på sorg eller traumatiske oplevelser.
Til gengæld er det muligt at sætte traumatiske oplevelser fri, og jeg fortæller i foredraget noget om, hvordan jeg har helbredt og hjulpet mig selv til et nyt liv. Det er muligt at møde, heale, forløse og frigive det, du bærer på, når du er klar til det. Så du kan blive mere dig, få et bedre liv og igen kan trække vejret mere let og frit.
Foredraget handler om at møde det svære og at skille tingene ad, og du får inspiration og konkrete værktøjer til, hvordan du bedre kan håndtere og gå ind og ud af det svære.
Du får inspiration til at arbejde med og håndtere den eller de barske oplevelser og de spor, lyde, billeder og følelser, det har efterladt i dit system. Så du bedre kan forholde dig til det skete, uden at du føler, du vælter eller bliver ødelagt af det.
At leve videre
Foredraget handler om at komme videre, om at komme igennem og ikke bare overleve, men også komme til at leve. Når verden vakler efter et selvmord eller en traumatisk oplevelse, er det er ikke blot det, der kommer til overfladen, men også alt det, det enkelte mennesker har med sig og har oplevet igennem livet. Derfor har mennesker også forskellige behov, forskellige måder at reagere på og forskellige veje at gå. Ingen sorg eller proces er ens.
Det er naturligvis individuelt, hvor den enkelte er i processen og hvad der er brug for. Måske er der mest af alt lige nu brug for omsorg, ro og støtte. Måske er der brug for hjælp til håndtering af chok. Måske er der brug for professionel behandling, støtte og hjælp. Måske er du klar til at foretage ændringer og gå videre i dit liv.
Der er altid håb og der er altid noget, du kan gøre for at hjælpe dig selv igennem. Det er nødvendigt at møde smerten og det, der er sket, og igennem det svære være med til at gøre det til en stærk og også smuk proces frem mod et bedre og mere frit liv.
Kontakt eller bestil et foredrag
Ring på telefon 60 93 72 30 eller send en mail på lm@mahnkopf.dk, hvis du eller din forening er interesseret i et foredrag.
Foredraget varer ca. 1 ½ time og kan naturligvis tilrettes målgruppen.