Inspiration til at styrke dit immunforsvar 1

Jeg håber, du er kommet godt igennem den lange periode med restriktioner og nedlukning af vores samfund. Dejligt, vi nu har fået åbnet helt igen.

Jeg vil her og i de næste to blogindlæg skrive lidt mere om netop dette og måske inspirere til, hvordan du også kan styrke dig selv og dit helbred. For netop dét at styrke dig selv, dit helbred og dit immunforsvar er for mig noget af det allervigtigste, når vi taler om virus og infektioner.

1. Overbevisninger og tanker og deres effekt på dit immunforsvar

Vores immunforsvar er vores krops antivirussystem. De fleste af os sørger jævnligt for at opdatere antivirusprogrammet på pc’en, men ikke alle har lige så meget fokus på deres eget antivirussystem. Vores immunforsvar beskytter os konstant og jo bedre, vi behandler det og støtter op om det, jo bedre beskytter det os, og vores immunforsvar kan også opdateres.

Alt består af energi, og dét, du tror, tænker, siger og gør, påvirker dig og påvirker hver eneste celle i din krop.

Du indeholder milliarder af små celler, som hver især er dynamiske levende organismer, som kommunikerer og arbejder sammen og som dybest set hver især udgør små udgaver af den, du er.

Hvert øjeblik du har en overbevisning eller en tanke, påvirker du hver eneste af dine celler og dermed hele kemien i din krop.

Prøv et øjeblik at tænke på noget, der for dig er negativt og tungt. Mærk, hvordan det straks påvirker både din krop og dit sind. Hele din ånd og dit udtryk synker.

Prøv derefter at tænke på noget, der for dig er positivt, let og dejligt og mærk, hvordan du straks løfter dig selv, din krop og dit sind. Hele din ånd og dit udtryk bliver løftet.

Dine celler reagerer på dine tanker, på det du siger og på det du gør, så ved at tænke gode, støttende og opbyggende tanker, styrker du hver eneste celle i din krop, dig selv og dit immunforsvar.

Når du tænker positivt om dit immunforsvar, tror på det og på dets evne til at passe på dig, beskytte dig og helbrede dig, styrker og støtter du det netop til at gøre det.

At være taknemmelig og fokusere på det, du er glad for i dit liv, er også en af de ting, der styrker dit immunforsvar. Når du er taknemmelig, flytter du fokus fra alt det, ”der mangler og ikke er godt nok”, til det, du oplever som godt og som virker i dit liv. Taknemmelighed indeholder en kæmpe styrke og er en direkte og åben kanal til dit hjerte og din styrke.

Det betyder, at dét at grine, spille, lege og have det sjovt også er noget, der påvirker dit immunforsvar positivt. At være kreativ og skabe noget, at være alene og nyde det eller have gode sociale oplevelser i et styrkende fællesskab, at tænke og handle kærligt og være venlig og kærlig overfor dig selv eller andre.

Alt sammen noget, der nærer og løfter dig og andre og som dermed også er nærende og styrkende for din krop, dine celler og dit immunforsvar. Alt sammen noget, der får dig til at stå stærkere overfor også virus og infektioner.

Jeg har mange gange tidligere både talt og skrevet om positiv tænkning og at det ikke altid er for enhver pris, fordi vi kan have så mange andre underliggende ting i spil, som har brug for at blive mødt og taget sig af. Gamle negative begrænsende overbevisninger, traumer og oplevelser, som ligger undertrykt i vores system – og dermed også i cellerne i vores krop – og som helt naturligt påvirker vores tanker og følelser.

Derfor er det heller ikke altid nødvendigvis noget, man bare lige kan eller skal gennemtvinge, og der er derfor også en todeling i det; at det er væsentligt både at fokusere på det lyse, lette, positive og det, du er taknemmelig for og samtidig også at fokusere på og arbejde med det, der er svært og det, der har brug for at blive mødt og erkendt indeni.

Så du og dit enestående immunforsvar kan komme til at stå stærkere og stærkere.

Kost, vitaminer, mineraler, homøopati og naturmedicin

Udover alt det, du kan gøre ”indefra”, der påvirker og styrker ikke bare dit immunforsvar, men hele dig og dit liv, er der naturligvis også ting, du kan tilføre udefra, som er med til at påvirke, styrke og helbrede.

Det kan være en god ide at få et godt og dækkende vitamin- og mineraltilskud, herunder blandt andet også C og D vitamin, zink, selen, gode olier og god sund nærende kost. Når du passer på din krop, styrker du også dit immunforsvar, så det kan passe endnu bedre på dig.

Vores sundhedsmyndigheder er desværre ikke altid enige i, at der er så meget, vi selv kan gøre for at styrke os selv og vores immunforsvar eller i det hele taget, om det gør en forskel at styrke sit immunforsvar. Søger vi kun den vej, kan vi let komme til at stå magtesløse overfor både sygdom og helbredelse. Søger vi også andre veje, vil vi hurtigt opleve, hvordan vi på mange forskellige måder kan hjælpe os selv, helt naturligt.

Der er derfor desværre også en lang række begrænsninger for, hvad vi må sige og skrive om kosttilskud og naturlige lægemidler, herunder blandt andet homøopati, som jeg selv har brugt som medicin både forebyggende og helbredende i mange år, og som jeg også ofte rådgiver om og bruger som supplement i behandlinger.

Forhåbentligt vil dette på sigt ændre sig i takt med, at flere og flere igen får fokus på den enorme værdi og gevinst, det er, når vi på naturlig vis og uden kemi understøtter vores krop og dens unikke selvhelbredende egenskaber.

Tilbage til immunforsvaret og hvordan du kan styrke det

Sund, nærende kost er et must. Kost uden farve-, tilsætnings- og giftstoffer. Kost, der indeholder sund energi, sol og næring. Kost, du kan leve godt af og som hjælper dig til at have et sundt og stærkt fordøjelsessystem. Suppler gerne med krydderurter og farverigt frugt og grønt.

Din krop består af en overvejende stor del vand og har derfor naturligvis brug for rigeligt med vand, hver dag. Start gerne din dag med et stort glas vand, eventuelt med citron. Din krop er dehydreret efter natten og har brug for vand til at hjælpe dine organer med at rense affaldsstoffer ud.

Vi har altid haft naturens skatkammer lige udenfor vores dør med remedier til at forebygge og helbrede. I dag er vi så heldige, at vi ikke altid selv behøver kende til, finde, høste og forarbejde, men kan købe alverdens kosttilskud i butikkerne. Tilskud, som er lavet til at hjælpe os naturligt til at styrke os og vores immunforsvar.

Naturmedicin og homøopati kan bruges både til at forebygge, understøtte og helbrede og kan derfor også bruges til at styrke dit immunforsvar og til at støtte det og din krops selvhelbredende egenskaber ved sygdom.

Få rådgivning i helsekosten og/eller hos din behandler om det, du specifikt har brug for.

Jeg så en dag et klip med to eksperter, som i forbindelse med snak om virus blev spurgt, om det kunne gøre nogen forskel at styrke sit immunforsvar. De grinede af spørgsmålet og afviste blankt at det ville gøre nogen som helst forskel. I deres verden var det nærmest et komisk forslag.

De er eksperter indenfor deres verden og dens specifikke form og der er mange andre eksperter indenfor andre verdener og andre forme.

I min verden er der så meget godt og naturligt, vi kan gå glip af, hvis vi ikke tror på, at det gør en forskel at styrke os selv og vores immunforsvar. Det er din unikke krops enestående forsvarsværk mod sygdom, virus og infektioner og jo bedre, du støtter det, des bedre kan det støtte dig.

Du er eksperten i dit liv. Tro på, at det, du gør, naturligvis gør en forskel. Alene den tro og tillid gør en kæmpe positiv forskel.

Læs også Inspiration til dit immunforsvar 2 – Stress, sport og søvn

Læs også Inspiration til dit immunforsvar 3 – Nedlukning, behandling og om at gennemleve sygdom

Læs også Senfølger

fb-share-icon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code