Måske så du i går dokumentaren ”Healing – den sidste udvej” på TV2, det første af 3 programmer, der vil undersøge, om healing ”virker eller ej”.
I første program fik drengen Emil med svær ADHD hjælp til at få det meget bedre, til at begynde at give slip på sin medicin og til at fungere langt bedre socialt og kvinden Betina fik hjælp til at forløse svær angst, så hun kunne begynde at komme ud og fungere langt bedre.
Selvom programmet i store træk holder sig til en velkendt ramme, hvor det er healingen, der skal bevises og det er eksperter indenfor en helt anden form og forståelsesverden, der skal kommentere og vurdere, og selvom der var forklaringer, som var formet mere af journalister end af healere, så var udsendelsen i mine øjne alligevel et rigtigt og godt skridt på vejen frem mod en tiltrængt udvidelse af billedet af, hvad vi er i stand til indenfor den samlede behandlerverden.
For vi er i stand til meget og vi kan påvirke meget. Vi har så meget indre viden med os, som vi i de sidste årtier med fokus på økonomisk og materialistisk vækst har glemt, og i jagten på kontrol, forskning og kemisk helbredelse har vi langt hen ad vejen glemt den naturlige helbredelse, som vi i vores kultur endda ofte også nedgør. Men det ene behøver ikke nødvendigvis at udelukke det andet, og jo mere vi kan fokusere på at bygge bro, jo stærkere kommer vi til at stå.
Jeg forstår godt, at man kan være skeptisk overfor healing. Det har en del af mig også været engang. Men det var udelukkende den del af mig, der dengang havde lukket af for den dybe indre viden, visdom og naturlighed, vi også har med os. Lukket af for erkendelsen af den forbundethed, der er imellem alt levende og som også videnskaben er nået frem til, men som vi bare ikke hører så meget om i medierne.
Om noget er det ene eller det andet, om vi definerer det som det ene eller det andet, er sekundært. Det primære er, om det enkelte menneske oplever en forandring og en forbedring. Lige nøjagtigt dér behøver vi ikke fokusere så meget på at bevise eller forklare. Lige nøjagtigt dér kan tingene få lov til at udfolde sig og (be)vise sig for os.
Healing er mange ting og foregår på mange planer
Når jeg arbejder med healing, åbner jeg mig for et rum, hvor forløsning, frigivelse, transformation og afbalancering kan finde sted og hvor kroppens egne selvhelbredende kræfter får et løft, så den, der får og tager imod healing, udover at få forløst noget af det, der fylder, bedre kan komme i kontakt med sin egen styrke og indre svar og blive mere bevidst om sig selv og sin vej.
Men healing er også det, der sker, når noget, du gør, virker. Når du arbejder med noget indeni, når du kommer i kontakt med noget, når du erkender noget og får det sat fri inden i dig. Det er også healing.
Når du hjælper dig selv på din vej og får udtrykt noget af det, du tidligere har holdt undertrykt. Når du opdager og ser noget, du tidligere har gjort og med et lettelsens suk beslutter, at nu gør du anderledes. Det er også healing.
Når du går i naturen og er bevidst om den energi, der omgiver dig, når du er bevidst om, at lige nu bliver du løftet og støttet af naturen, fordi du forbinder dig med den ud fra din bevidsthed, din opmærksomhed og dit hjerte. Så er det også healing.
Forskellen er, om du er bevidst om, at lige nu er du i kontakt med en anden og dybere del af dig selv, at lige nu sætter du fri. Bevidst om, at lige nu forlader du gamle steder og træder ind i nye. Så er det også healing.
Måske bare en udvej
Om det virker? Hvis det virker ind, så virker det og så betyder det ikke altid så meget, hvordan vi definerer det. Om det kan bevises? Hvis det (be)viser sig for dig, så behøver du ikke bevis, men kan sætte dig selv fri til i stedet at opleve.
Måske behøver healing ikke være den sidste udvej, men blot en udvej. Helt naturligt.
