Når vi gør børn og unge syge

“Hun er jo ikke normal”. Sådan lød dommen over en ganske ung pige, som sammen med sin mor kom til mig for at få hjælp.

Pigen havde det svært og havde problemer både hjemme og i skolen. Hun stillede store krav til sig selv og havde svært ved at leve op til alle de forventninger, hun oplevede, der var til hende.

Oveni at hun havde det skidt, følte hun også, at hun svigtede alle omkring sig, fordi hun ikke kunne leve op til det, de ville have hende til. Hun var ikke bare syg, hun var også forkert og utilstrækkelig. En tung byrde at bære for en ganske ung pige.

Hun havde efterhånden haft så mange fraværsdage, at både skole og myndigheder var kommet på banen. En sagsbehandler havde forsøgt at tvinge hende i skole, og det var ikke gået særligt godt. Pigen havde nærmest oplevet det som et overgreb og sagsbehandleren havde, formentlig i frustration over at det ikke var lykkedes med de sædvanlige værktøjer, efterfølgende erklæret overfor moderen, at pigen jo ikke var normal.

Sikken en dom at få fældet over sin unge datter. Og sikke et system, der kan blive sat i gang på baggrund af den indgangsvinkel til tingene.

Min oplevelse var, at der ikke var noget ”galt” med hende, men at hun var en sensitiv pige, der havde det svært og som havde svært ved at passe ind i den ramme, som var blevet sat for hende. Mange gange er det mere rammen, der er noget i vejen med, end de børn, unge og voksne, der tilfældigvis ikke passer ind i den.

Hun fik at vide, at hun ikke var normal. Et godt eksempel på, hvordan vi så nemt kan komme til at sygeliggøre. En ganske almindelig ung pige, som havde det svært. Og et system, der langtfra altid er gearet til at tackle det. Et system, som langt hen ad vejen er så vant til at tænke ”problem”, ”diagnose” og at gøre syg, at hvis det, vi plejer at gøre ikke lader til at virke, så tyer vi gerne til kemisk medicin.

Når følelserne helst bare skal holde op
Dermed bekræfter vi gang på gang børn og unge i, at der er noget i vejen med dem. Det må der jo være, siden de ikke kan hjælpes og siden, de er nødt til at få medicin for at ”få det til at holde op”. Så kan man jo diskutere, hvad der er sundt og hvad der er normalt.

Om det er normalt at få følelserne til at ”holde op” ved at dæmpe og undertrykke dem med kemi, eller om det også kunne være normalt at give hinanden lov til at have det, som vi har det og i stedet gøre noget ved årsagerne.

Der er ikke noget i vejen med at være sensitiv
Mange børn og unge er sensitiv, og det er der på ingen måde noget unormalt i. Der er ikke noget i vejen med at være sensitiv. At være sensitiv betyder at være i stand til at mærke, opleve, sanse og fornemme. Det er medfødte gaver og naturlige evner, og det kan aldrig blive galt eller unormalt.

Til gengæld kan det blive yderst besværligt at have med at gøre, når vi bliver mødt med en helt anden firkantet og begrænset verden, hvor der ikke er plads til at være fintfølende, fintmærkende og sansende. Hvor der ikke er plads til at være det, vi er; mennesker med følelser.

Og det kan være en barsk oplevelse, når man er et sensitivt væsen, at blive mødt med en verden, der er så fikseret på at præstere, leve op til, se godt ud og passe ind. En verden, hvor tingene skal gå stærkt og hvor vi helst ikke skal dvæle alt for længe ved noget. En verden, hvor vi gerne giver kemisk medicin, så vi kan få dem dæmpet; alle de følelser, der er med til at gøre os levende. Og så vi i øvrigt kan komme videre og fortsætte, hvor vi blev forstyrret. Det er desværre blevet helt normalt.

Godt, at vi ikke passer ind
Måske er det ikke så meget børn og unge mennesker – eller voksne for den sags skyld – der er unormale. Måske er det mere de begrænsende rammer, vi har sat for dem og os selv. Men selvom det kræver noget, er der heldigvis flere og flere, der ikke bare lige passer ind, så på et tidspunkt må vi begynde at få øjnene mere op for, at det måske ikke så meget er børnene og de unge mennesker, der er noget i vejen med, men nærmere den ramme, vi forventer, de skal passe ind i.

Det gør de ikke, så længe den er så begrænset, for de er så meget mere. Og dét er i min verden helt normalt.

Læs også Hvordan hjælper jeg mit sensitive barn