Måske har du også set de to udsendelser på TV2 om Smertens børn. Det går lige i hjertet at se børn have det så skidt, være så misforståede og blive så svigtede. En tapper lærer havde modet til at deltage og vise en del af den virkelighed, vi har skabt. Et arbejde, der alt andet lige må sætte sig dybe spor på krop og sjæl også hos de voksne.
I årevis har vi oplevet et konstant presset system med mere fokus på økonomisk vækst end på menneskelig.
Et presset system, som langt hen ad vejen har glemt, hvorfor det er der og som igen og igen har ofret den velfærd, det siger, det lever på. Velfærdssamfund og sundhedsmyndigheder, som ikke længere handler så meget om menneskelig vel færd eller om reel sundhed.
Et presset system, som presser videre overfor dem, det skulle hjælpe. Et presset system, som helt naturligt resulterer i pressede børn, unge, voksne og ældre og som igen resulterer i de udsendelser, vi heldigvis er begyndt at se flere af de seneste år. Heldigvis, så det kan komme for dagens lys, og så vi kan tage stilling. Er det den vej, vi vil eller vælger vi at sige nej tak?
Børn, der ikke vil leve mere
Smertens børn siger det meget godt. Det er ikke nødvendigvis børnene, der er noget galt med, men mere de rammer, vi så desperat forsøger at putte dem ind i og de omstændigheder, vi giver dem. Det gør ondt at være der, hvor man ikke kan være.
Så ondt at nogle børn ønsker at tage deres eget liv. Ikke fordi, de ikke vil leve, men fordi de ikke kan leve under de betingelser, vi giver dem. Er man der, er livet som det er, ubærligt. Hvis ikke, det kan få os til at lytte…
De viser os vejen
Smertens børn, de sensitive børn, er et symptom på det, der ikke fungerer. De viser os vejen, hvis vi vil standse op og møde, se og lytte. Der er ikke noget i vejen med sensitive børn. Der er noget i vejen med de rammer vi giver dem, de domme vi fælder og de måder vi behandler og ser dem på. Der er noget i vejen med den verden, vi tilbyder dem.
Forurening, kemi, farve- og giftstoffer, tilsætningsstoffer, kemisk medicin, udpinte og forarbejdede fødevarer, fredagsslik, sukker, elektronisk støj og alt det andet, vores verden i dag er så fyldt af og som vi slet ikke er skabt til at leve i og med, og som vi bliver syge af, helt fra vi er små.
Sætter vi alt det sammen med det pres og stress, som mange familier i dag lever under for at få alle ender til at nå sammen, alt det vi føler, vi skal nå og leve op til og et presset system, der svigter og gør os pressede, så er der ikke noget at sige til, at vores børn også er det til det yderste.
Så langt, at de snart ikke kan presses mere. Sikke en verden, vi har skabt. Vores børn og unge – eller voksne og ældre – skal ikke ønske, at de ikke levede eller aldrig var blevet født eller gå med selvmordstanker.
Vi kan gøre noget
Vi kan og skal blive ved med at konfrontere ”systemet” for at ændre på tingene, men vi er også selv en del af systemet og er nødt til også at skabe forandring indefra, et skridt ad gangen. Det hele starter ved os selv, og vi kan gøre noget.
Vi kan fortælle dem, at det ikke er dem, der er noget i vejen med, at det er naturligt at være sensitiv, men at det er vores verden, der ikke er naturlig. Vi kan holde af og holde om, lytte, lytte og lytte og vi kan vise dem, at vi mener det, når vi siger, vi vil være med til at forandre de betingelser, vi giver dem. Vi kan vise dem, at vi går forrest og tager lederskab, at vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe og skærme dem, søge løsninger, få hjælp og give livet mening.
Når vi for alvor som samfund begynder oprigtigt at lytte til, se, møde og hjælpe de børn og unge, der har det svært, fordi vi har gjort det svært for dem, så vil vi også for alvor begynde at ændre på hele det fundament, vi står på.
Så vi for alvor kan begynde at fokusere mere på menneskelig vækst end på økonomisk og materialistisk og så vi kan se, at det kan bære på en ny, sund og medmenneskelig måde.
På den måde kan vi kun vinde.
Læs også Hvordan hjælper jeg mit sensitive barn?
